Mens tusinder af østtyskere flygtede fra DDR-staten - eller forsøgte på at flygte - slog en dansk kvinde sig i 1981 frivilligt ned i landet. Nogle år forinden havde hun mødt en østtysk mand på en international arbejdslejr i Jugoslavien. Hun blev gravid. Hendes udkårne var ikke interesseret i at rejse ud af DDR og havde næppe heller fået lov, hvis han havde søgt om tilladelse om udrejse. Og hvad så?

Tove Fleischer forlod overfloden i Aarhus og flyttede til Leipzig på den anden side af jerntæppet - til “det forkerte Tyskland”, som hun kalder det tidligere DDR. Hun har skrevet erindringsbogen, Kærlighed i kommunismens tid - Et dansk liv i DDR (Forlaget Vandkunsten). En noget usædvanlig historie med flere nye og overraskende perspektiver på DDR.

Tilladelsen til at flytte til DDR kom ikke fra den ene dag til den anden. “Har De nu virkelig overvejet det grundigt?”, blev Tove Fleischer spurgte, da hun afleverede sin ansøgning på DDRs ambassade i København. Hun blev mødt med mistro og masser af spørgsmål. Hun var ikke medlem af kommunistpartiet og altså en helt forkert indvandrer.

Ikke så arrogante Tove Fleischer ville blot ned til sin kæreste, Holm, i Leipzig med deres fælles barn. Hun endte endog med at få tilbudt østtysk statsborgerskab, som hun dog takkede nej til. Det danske statsborgerskab ville hun ikke af med. Tove Fleischer ville fortsat kunne rejse ud og ind mellem DDR og Danmark - en mulighed, som hun senere lærte at udnytte til andre formål.

- Jeg må sige, at jeg kom til at holde mere af østtyskerne end af vesttyskerne. Østtyskerne havde ikke den arrogance, som jeg ofte blev mødt med i Vesttyskland. Måske var det fordi, DDR var et lille land. Havde det ikke været for sproget, tror jeg, at det havde været nemmere at forene DDR med Danmark i stedet for med  Forbundsrepublikken. Der var så mange ligheder mellem Danmark og DDR. I Danmark har vi folkeskolen. I DDR havde man en enhedsskole. I begge lande havde børnehaver og vuggestuer en høj prioritet. At kvinderne havde en plads på arbejdsmarkedet, stod ikke til diskussion i nogen af landene. Sådan var billedet bestemt ikke overalt i Vesttyskland. Også sundhedsvæsnerne i de to lande havde mange ligheder, siger Tove Fleischer.

Sammen med sin mand fik Tove Fleischer en efter forholdene fin lejlighed i Leipzig. Et faktum, der forhindre hende i at rejse tidligere tilbage til Danmark, end tilfældet blev.

Hvad var det værste?
- Jeg er ofte blevet spurgt: Hvad var det værste ved DDR? Jeg ved det næsten ikke. Men forfaldet i byerne var slemt. Der var ikke blevet gjort noget ved de gamle huse siden mellemkrigstiden. Vand-, gas- og el-ledninger stammede fra starten af 1900-tallet mange steder. Det store problem i dagligdagen var køerne foran butikkerne. Der var ingen alvorlig varemangel i DDR som i Polen i 1970erne og 1980erne, hvor hylderne ofte var tomme,  men udvalget var begrænset.

Tove Fleischer mener, at DDR-borgerne i særlig grad var forbrugsfikserede - især på grund af de vesttyske tv-reklamer, næsten alle husstande fik ind i dagligstuen - med Elb-dalen omkring Dresden og enkelte andre steder som undtagelser. - Manglen på bestemte varer ramte mig dog hårdere, end jeg havde regnet med. Når man er ung og studerende, er man ret ligeglad. Men når man først har fået børn og stiftet familie, er sagen en anden, siger Tove Fleischer.

Indelukket
Hun syntes, DDR var gammeldags og indelukket. Det var en anden omstændighed, der tærede på Tove Fleischer i de år, hun boede i Leipzig.

- DDR manglede impulser udefra. DDR-borgerne fik ikke mange indtryk fra de omkringliggende lande. Godt nok tog en del østtyskere på sommerferier i de andre østblok-lande. Men når man for eksempel betragter kvindernes rolle i samfundet, var der noget statisk over den. Østtyske kvinder fortsatte med at være husmødre, selv om de kom ud på arbejdsmarkedet. Børneverdenen var for eksempel også en kvindeverden. Mænd skiftede ikke ble, og de gik ikke tur med barnevognen. Jeg formoder, det hang sammen med, at der kom dekreter ovenfra til kvinderne - at de skulle ud på arbejdsmarkedet for eksempel - mens der aldrig kom dekreter ovenfra rettet mod mænd.

Aarhusianeren i Leipzig gennemgik med egne ord “et moralsk syndefald”. Hun blev en del af systemet. Lærte unoderne at kende og udnyttede sine fordele, også selv om det i hendes optik var moralsk forkert.

Tomme videobånd var en eftertragtet vare i arbejder- og bondestaten. Her kunne lagres den information, som magthaverne var så ængstelige for.

På et tidspunkt spurgte den lokale grønthandler, om ikke Tove Fleischer kunne tage nogle nye videobånd med, når hun næste gang kom tilbage fra Danmark. Til gengæld ville der blive nogle sydfrugter til side til hende. Sydfrugter og luksusprodukter fandtes altid et eller andet sted i DDR. De var som regel bare ikke synlige.

Eksemplarer af magasinet Der Spiegel var et andet eksempel på en eftertragtet vare fra Vesten, der var i høj kurs på den østlige side af jerntæppet, men bandlyst af lovgivningen.

- Jeg spillede med på det hele og tog del i tuskhandlen, selv om jeg syntes, det var forkert. Det var jo forbudt. Men jeg fandt ud af, hvad jeg som en fra Vesten kunne bidrage med.

DDR var en dampkedel uden ventiler. DDR-borgerne var frustrerede over ikke at kunne rejse ud til de steder, de ønskede, og frustrerede over ikke at kunne købe varer for de østmark, som de havde rigeligt af. Regimet håbede, at man ved at åbne for nogle ventiler kunne tage trykket af kedlen. Men Tove Fleischer mener, at dette blot var med til at forværre situationen og gøre trykket endnu større.

Tale med to tunger
“Der Friede muss bewaffnet sein”.
I DDR blev der talt med to tunger. Paroler mig her og paroler mig der. Der stod skilte over alt på gaderne. De hang på husgavle og kunne ses i parker. Men man var ligeglad med dem, husker Tove Fleischer. Hvad, hun ikke var ligeglad med, var, at hendes to sønner en dag ville blive indkaldt til Nationale Volksarmée, hvis familien blev boende i DDR. I midten af 1980erne var der ingen, der ved sine fulde fem ville sige, at muren faldt i 1989. Så ægteparret Fleischer handlede ud fra den daværende virkelighed og begyndte at forberede en udrejse fra DDR.

I slutningen af det skelsættende år 1989 fik familien tilladelse til at rejse ud og blev overhalet indenom af begivenhederne. Familien bosatte sig i Aarhus, hvor børnene fik en dansk tilværelse.

Fra det jyske hovedland oplevede Tove Fleischer bagefter de to tysklandes genforening, “det rigtige Tyskland” og “det forkerte Tyskland”. Var genforeningen en succes?

Tove Fleischer mener, at genforeningen i sig selv er til bestået. Men når det gælder den kunstneriske udførelse, giver hun den dumpekarakter.

Stop klynkeriet
- Så dårlige ser de økonomiske nøgletal heller ikke ud, når man sammenligner øst med vest. Men begynder man først at spørge østtyskerne, hvordan de har oplevet genforeningen, bliver billedet et andet. Jeg tror til dels det hænger sammen med, at det man spørger om, får man også svar på, sagde Tove Fleischer.

I oktober i år udsendte forbundsregeringen en Bericht zum Stand der deutschen Einheit. Ifølge denne føler 57 procent af østtyskerne sig som andenrangsborgere. Kun 38 procent synes, at genforeningen har været en succes. 50 procent mener ikke, at demokratiet fungerer tilfredsstillende.

- Et sted har østtyskerne også selv været ude om det. De var meget opsatte på at få del i Vestens forbrug. De ville også gerne have en højere levestandard, men var utilfredse, når priserne steg. Det hænger jo ikke sammen. Østtyskerne lavede et knæfald over for Vesten og har bagefter fundet ud af: “Hov, der var også nogle gode ting ved DDR, vi skulle have kæmpet lidt mere for”. Man kan også med god ret sige, at nu må det klynkeri stoppe ved, at østtyskerne også selv tager et ansvar for deres liv.

Bogen Kærlighed i kommunismens tid - et Dansk liv i DDR er udkommet og i to udgaver. Den ene på Forlaget Vandkunsten, den anden udgave med titlen Kærlighed i socialismens tid på eget forlag. Dobbeltudgivelsen skyldes en uenighed mellem forlaget og forfatteren om dispositionen og rederingen af teksten. Da forlaget Vandkunsten har eneretten til at udgive bogen med titlen Kærlighed i kommunismens tid, har forfatteren taget skridtet selv at offentliggøre bogen med titlen Kærlighed i socialismens tid.